Hverdagssituationer
Sådan styrker du selvværdet hos et barn med AuDHD
Mange børn med AuDHD går gennem en helt almindelig skoledag og får alligevel følelsen af, at de er for meget, for lidt eller bare forkerte. Ikke fordi nogen nødvendigvis siger det direkte, men fordi de igen og igen oplever, at de skal rette ind, skynde sig, dæmpe sig eller prøve lidt hårdere.
Som forælder kan vi ikke fjerne alle de situationer. Men vi kan være det sted, hvor barnet igen og igen mærker: “Her er jeg god nok.” Og den måde, vi taler med vores barn på, kan være en af de stærkeste byggesten i både selvværd og selvtillid.
Selvværd og selvtillid – hvad er forskellen?
Selvværd handler om følelsen af: “Jeg er god nok, som jeg er.” Selvtillid handler mere om: “Jeg tror på, at jeg kan klare det her.”
Et barn kan sagtens have masser af selvtillid på bestemte områder – måske bygge imponerende Minecraft-verdener, vide alt om dinosaurer eller være virkelig god til at tegne – og samtidig være usikker på sig selv.
For mange børn med AuDHD kan hverdagen nemlig byde på mange små oplevelser af at gøre noget “forkert”: De glemmer det, de lige blev bedt om. Kommer til at afbryde. Kan ikke komme i gang. Reagerer kraftigere end andre forventer. Og hører måske igen og igen: “Du skal…”, “Husk nu…” eller “Hvorfor kan du ikke bare…?”
Når det sker ofte nok, er der en risiko for, at “det her er svært for mig” langsomt bliver til “der er noget galt med mig.”
Og det er netop derfor, måden vi taler med barnet på, betyder noget.
Når hjernen både vil speede op og trække i bremsen
Vi plejer at beskrive AuDHD som to GPS-systemer i den samme hjerne. Den ene siger: “Prøv! Gør det! Det bliver sjovt!” Den anden svarer: “Vent lige… hvad nu hvis det går galt?” Det kan være en hård kombination at vokse op med.
ADHD-delen kan få barnet til impulsivt at sige ja til en legeaftale. Autisme-delen opdager først senere, hvor mange nye mennesker, regler og indtryk der følger med. ADHD-delen kan få barnet til at række hånden op i klassen, mens autisme-delen bagefter gennemgår hele episoden femten gange og spekulerer på, om de sagde noget forkert.
Det betyder, at mange børn med AuDHD kan opleve flere små nederlag i løbet af en dag, end vi voksne lægger mærke til. Når det sker igen og igen, kan “det her var svært for mig” langsomt blive til “der er noget galt med mig”. Og det er her selvværdet kan blive udfordret.
Dit barn lytter også til det, du ikke mener
Som forældre siger vi mange ting uden at tænke over det. “Skynd dig”, “Nu igen?”, “Hvorfor hører du aldrig efter?” De fleste af os har sagt noget lignende. Især på de morgener, hvor kaffen er blevet kold, den ene sko er væk, og nogen pludselig fortæller, at de skulle have haft kage med til klassens time.
Problemet er ikke én enkelt kommentar. Problemet er, hvis barnet hører den samme fortælling om sig selv igen og igen. Til sidst bliver den ydre stemme til en indre stemme. “Jeg er besværlig”, “Jeg gør alting forkert”, “Jeg skuffer altid de voksne”. Det er derfor, vores ord betyder så meget. Ikke fordi vi skal veje hver eneste sætning på en guldvægt, men fordi vi har mulighed for at give barnet en anden fortælling om sig selv.
Fem små ændringer, der kan styrke selvværdet hos et barn med AuDHD
1. Beskriv det, du ser: Vi kommer ofte til at rose resultatet; “Hvor er du dygtig”. Det er selvfølgelig ikke forkert at sige. Men hvis vi også lægger mærke til processen, hjælper vi barnet med at få øje på hvad det faktisk gjorde, ikke kun om resultatet blev godt.
Prøv i stedet at beskrive det, du ser.
“Jeg lagde mærke til, at du blev ved, selvom du havde lyst til at give op.”
“Jeg kunne se, at du holdt fast i opgaven, selvom det var svært.”
“Du valgte nogle spændende farver til din tegning.”
Så lærer barnet, at indsatsen også har værdi.
2. Skil barnet fra adfærden: Et barn er ikke besværligt. Et barn kan have en dag, hvor alting er besværligt. Den forskel lyder lille, men den betyder meget. I stedet for: “Du er så urolig.” Prøv: “Jeg kan se, at din krop har svært ved at finde ro lige nu.” Adfærden kan ændres. Barnets værdi gør ikke.
3. Lad fejl være noget, hele familien laver:
Hvis den eneste, der laver fejl derhjemme, er barnet, bliver fejl hurtigt farlige. Så brug dine egne.
“Jeg glemte også mine nøgler i dag.”
“Jeg sendte en mail til den forkerte person.”
“Jeg satte kaffen i køleskabet igen… det var åbenbart sådan en dag.”
Det er ikke for at gøre grin med dig selv. Det er for at vise, at fejl er noget mennesker laver og ikke noget, der definerer dem.
4. Giv barnet mulighed for at lykkes
Selvtillid vokser, når vi oplever, at vi kan noget, og at vores bidrag betyder noget for andre. Derfor kan små, men reelle opgaver i familien gøre en forskel.
Måske er dit barn god til at huske, hvordan bordet skal dækkes. Måske er de ekspert i at starte vaskemaskinen eller huske, hvilken dag skraldespanden skal ud. Når barnet oplever, at det bidrager til familien, sker der noget vigtigt. Så giv dem opgaver, der betyder noget. Ikke “ryd op på dit værelse” (som er verdens kedeligste opgave), men rigtige voksenopgaver:
“Kan du starte vaskemaskinen? Det er en stor hjælp, for så er vi klar til i morgen.”
“Vil du skrælle kartoflerne? Det ville være en stor hjælp.”
5. Sig højt, hvad barnet betyder for dig
Vi er gode til at fortælle børn, når de gør noget godt. Vi glemmer nogle gange at fortælle dem, at de er noget godt. Prøv en gang imellem at sige:
“Jeg er virkelig glad for, at du er dig.”
“Jeg elsker at være din mor.”
“Det bedste ved min dag er faktisk, når du kommer hjem.”
”Jeg nyder virkelig dit selskab, du gør mig så glad.”
Det tager fem sekunder. Men de ord kan barnet tage med sig resten af livet.
Hvis du kun tager én ting med i dag…
Du kommer ikke til at sige det rigtige hver gang. Du kommer til at miste tålmodigheden, hæve stemmen og indimellem tænke: “Det klarede jeg godt nok ikke særlig godt.” Velkommen i klubben.
Et barns selvværd bliver ikke bygget af perfekte forældre eller perfekte formuleringer. Det bygges gennem alle de små øjeblikke, hvor barnet oplever, at du ser mennesket bag adfærden, tror på det, når det tvivler på sig selv, og viser, at det stadig er elsket, også efter de svære dage. Dit barn husker sandsynligvis ikke præcis, hvad du sagde en tirsdag klokken 16.27. Men det husker følelsen af at være sammen med dig. Og forhåbentlig er du med til langsomt at bygge en indre stemme, der siger:
“Jeg er måske ikke som alle andre. Men jeg er god nok, præcis som jeg er.”