Hverdagssituationer
Derfor kan kommunikation være sværere med et AuDHD-barn
I denne artikel ser vi på, hvorfor kommunikation kan være ekstra krævende for børn med AuDHD, og hvordan små ændringer i måden vi taler, spørger og giver beskeder på kan skabe færre konflikter og mere samarbejde i hverdagen.
Derfor kan kommunikation være sværere med et AuDHD-barn
Hvis du nogensinde har følt, at du forsøger at forklare kvantefysik til en
dørtelefon, mens dit AuDHD-barn bare stirrer tomt på dig, så træk vejret. Du er
ikke alene. Og nej, dit barn prøver (sandsynligvis) ikke at drive dig til
vanvid med vilje.
Problemet er sjældent din evne til at tale dansk. Problemet er, at dit
barns hjerne ofte kører på en processor, der er i gang med at downloade en 500
GB opdatering, mens du forsøger at sende en hurtig SMS.
For mange børn med AuDHD-træk kræver hverdagen mere energi, end det ser ud
til udefra. Derfor kan selv små beskeder nogle gange føles langt større, end vi
forestiller os.
Når hjernen er “buffer-loading”
Forestil dig, at du skal føre en dyb samtale om lektier, mens der bliver spillet technomusik for fuld skrald, nogen prikker dig kontinuerligt i ryggen, og din telefon insisterer på at opdatere sit styresystem hvert femte minut. Velkommen til dit barns hverdag.
AuDHD-hjernen er en fantastisk maskine, men den er ekstremt dårlig til at filtrere. Når du beder om “en hurtig ting”, bruger de 90 % af deres energi på bare at sortere lyden af køleskabet, før de overhovedet er nået til dit spørgsmål.
Mange børn med AuDHD bruger ekstra energi på at sortere sanseindtryk, forstå sociale signaler, håndtere skift og overgange samt holde styr på flere ting på én gang. Det påvirker deres måde at kommunikere på.
Stop med at være en “instruktions-maskine”
Vi forældre er mestre i at stable opgaver som legoklodser: “Tag skoene af, hæng jakken op, tøm madkassen og kom ud i køkkenet.”
Til en AuDHD-hjerne lyder det som: “Bla bla skoene, bla bla hæng bla bla madkassen bla bla bla”
Prøv i stedet:
- “Start med skoene.” (Punktum. Stop. Se dem gøre det. Sælg billetten til næste etape bagefter).
- Kun én besked ad gangen. Det er irriterende, jeg ved det, men det virker.
“Hvordan var din dag?” – Spørgsmålet, der aldrig virker
Vi stiller det alle sammen. Det er det største, mest intetsigende spørgsmål i verden. For barnet er det som at bede dem om at resumere hele Ringenes Herre-trilogien i omvendt rækkefølge.
Prøv i stedet:
- “Hvem sad du ved siden af i dag?”
- “Var der noget i frikvarteret, der var mærkeligt?”
- “Hvad var det bedste ved at komme hjem?”
Konkrete spørgsmål kræver mindre arbejde af hjernen. Og her oplever mange forældre faktisk, at samtalen bliver lettere, når barnet er i gang med noget andet samtidig. For eksempel på en gåtur, sidder i bilen eller mens der bliver bygget med LEGO.
Og nogle børn med AuDHD har det også bedst hvis de ikke skal have øjenkontakt mens de snakker.
Kunsten at holde mund (og vente)
Vi voksne elsker lyd. Når vi har stillet et spørgsmål, føles tre sekunders stilhed som en evighed. Vi bliver nervøse og begynder at gentage os selv eller svare på spørgsmålet for dem.
Stop dig selv! Tæl til ti (indeni, ikke højt, det irriterer dem). Giv deres hjerne lov til at finde filen frem og åbne den. Svaret kommer – det skal bare lige gennem det mentale køsystem først.
Ved konflikter, så tag en pause
Når barnet er ved at eksplodere, er deres hjerne i “kæmp eller flygt”-mode. De har ikke adgang til deres logiske center. At spørge “Hvorfor gjorde du det?” midt i en krise er som at spørge en person, der er faldet i en swimmingpool, om de kan forklare tyngdeloven.
Spar på energien. Vent til stormen har lagt sig. Kommunikation behøver ikke være ord; nogle gange er det bare at sidde ved siden af hinanden uden at sige en lyd. Det er ikke at undgå problemet – det er at gøre det muligt at løse det senere. Når vi tænker kommunikation, tænker vi ofte på samtaler. Men mange børn oplever først at kunne lytte, tænke og tale, når kroppen har fået lidt ro.
Husk: Du behøver ikke være perfekt
Du behøver ikke være en pædagogisk maskine, der aldrig fejler. Hvis du bare kan huske at:
- Sige lidt mindre
- Spørge lidt mere konkret
- Vælge det rigtige tidspunkt
- Vente lidt længere, end du har tålmodighed til.
…så er du allerede langt foran. Du gør det godt, selv når det føles som om, I taler to forskellige sprog.
